Kongeord

Kong Frederiks ord giver et vigtigt svar til erhvervslivet

KONGEORD: Kan man bruge Kong Frederiks ”Kongeord” til noget i det private erhvervsliv? Ja, det kan vi.

Og især os, de mange soloselvstændige i Danmark.

Der er cirka 120.000 soloselvstændige i Danmark, og cirka 30 procent af arbejdsstyrken, næsten 900.000 mennesker, er beskæftiget i det, der kaldes ”atypiske jobs”. Det vil sige freelancere, vikariater og lignende.

Ingen virksomheder er selvstændige øer, og især ikke de soloselvstændige. De har brug for fællesskaber, f.eks. kontorfællesskaber og samarbejdsfællesskaber. Og det gør de i stor stil. Men hvorfor? Det svarer ”Kongeord” på.

”Forbundne” og ”forpligtet” rammer spot on for soloselvstændige.

”Forbundne”

De nævnte tal kommer fra foreningen Danske Soloselvstændige, der meget sigende har en punchline, der hedder ”Nok selvstændig – men ikke alene”. Det er præcis, sådan soloselvstændige har det. Det er sådan, de tænker. Og det er sådan, de arbejder.

I fællesskaber. Sammen. På tværs af brancher og i direkte samarbejde om f.eks. større opgaver. De er, tænker og arbejder forbundne.

Men fællesskaber skal være sunde. Jeg har for nylig oplevet usunde fællesskaber. Det var, hvor der var for meget “what’s in it for me?” i stedet for “hvad kan vi skabe sammen?”.

Der skal desværre kun et enkelt individ til at suge samarbejdet ud af et fællesskab. Så forsvinder forbundetheden. Og hvad er der så egentlig tilbage i fællesskabet?

”Forpligtet”

Soloselvstændige er i sagens natur alene om opgaven, og de er pinligt bevidste om, at deres ”varer” hver gang skal leveres med kvalitet til aftalt pris og tidspunkt.

De har alene ansvaret for opgaven overfor kunderne. De kan ikke bortforklare en dårlig leverance med en syg kollega eller en produktion, der er presset. Den soloselvstændige er forpligtet.

Soleselvstændige er forbundne og forpligtet. Hver dag. Hver gang.

”For kongeriget Danmark”

De selvstændige har typisk fokus på leverancer i Danmark. Men der er også mange, der har et globalt udsyn, og de samarbejder med andre i Europa og i resten af verden.

Og de ved godt, hvor de kommer fra. Fra vores lille smørhul, Danmark. Og de bruger det aktivt i deres branding, da Danmark ude i verden typisk i sig selv er et godt brand.

Og det skal man naturligvis ikke undlade at gøre opmærksom på. ”I’m from the Kingdom of Denmark”. Det gavner dem selv, og det gavner Danmark.

Derfor er ”Kongeord” sundt at tænke over i hverdagen. Også i større virksomheder og i det private. At vi tænker og handler efter, at vi hver især er forbundne og forpligtet.

Det gælder ikke kun kongen.

 

Publiceret som klumme i Nordjyske 13-03-2024: https://nordjyske.dk/nyheder/nordjylland/kong-frederiks-ord-giver-et-vigtigt-svar-til-erhvervslivet/4790438

Del …

Vil du kontaktes?