Hvor kommer erfaring fra?
Hvorfor er det svært for nyuddannede at finde første job?
De har naturligvis ikke erfaring med sig. Og hvor skal de få den fra, hvis de ikke kan finde første job efter endt uddannelse?
Fordi de ikke har erfaring.
Hvordan opleves det som nyuddannet, når man ikke kan lande sit første job? Anne Tøttrup Jensen er nyuddannet psykolog – og søger stadig første job – næsten ét år efter endt uddannelse. Hun er nu i virksomhedspraktik for på den måde at komme tættere på ”et rigtigt job”.
Annes tanker er:
Efter afsluttende eksamen var jeg ovenud lykkelig. Jeg gjorde det! Jeg kunne flyve! Nu skulle jeg “bare” finde mit første job. Den klarer jeg da nemt. Det skulle vise sig at være sværere end først antaget.
Det er umådeligt svært at brænde igennem hos arbejdsgiverne. Manglende erfaring er afgørende i udvælgelsesprocessen. Min opfattelse er, at det hænger sammen med, at jobsamtaler er noget nyt, og at man naturligvis ikke har opbygget robusthed i faget endnu.
I feedback fra jobsamtaler får jeg ofte at vide, at jeg skal ”brænde mere igennem” og ”virke mere psykisk robust til jobbet”. Men hvorfra skal jeg kunne det? Er det ikke netop det, man opbygger via et arbejde?
Jeg gør mit bedste – er oprigtigt interesseret i arbejdspladsen og jobbet, er motiveret, engageret, lyttende og åben omkring mine færdigheder og kompetencer fra studiet og mit tidligere arbejdsliv. Og svaret er: “Vi er gået med én med mere erfaring end dig”.
Eller at “pædagogerne lige så godt kunne gøre det”. Eller ”det er for dyrt at have en psykolog ansat”.
Psykologuddannelsen, og mange andre akademiske uddannelser, er en teoretisk uddannelse
Det er ikke en professionsuddannelse. Erfaring kommer efter uddannelsen, og ikke under uddannelsen.
Er det ikke et socialt ansvar at give muligheden for erfaring?
I Annes virksomhedspraktik hos mig oplever jeg selv, at flere virksomheder siger nej tak til, at hun må komme med mig ud på mine opgaver. ”Jamen, hun er fuldt uddannet psykolog!?”
Tak til de virksomheder, der trods alt har budt hende velkommen. Nej, de er ikke modige. De tager ansvar.
Det ser desværre ud til, at mange virksomheder vil have kandidater med erfaring, mens de færreste virksomheder vil give dem det.
Jeg opfordrer til, at vi alle tager ansvar og bidrager til at vores nyuddannede kandidater får mulighed for at opnå dét alle efterspørger – erfaring. De kommer med nyeste viden fra universiteterne, med engagement, nysgerrighed og arbejdslyst.
De fortjener at blive taget godt imod på vores arbejdsmarked.
Publiceret som klumme i samarbejde med Anne Tøttrup jensen i Nordjyske: 07-05-2024: https://nordjyske.dk/nyheder/nordjylland/hvor-kommer-erfaring-fra/5057321