Svar på spørgsmål og kommentarer til "Slip din tinnitus"

Er “Slip din tinnitus” fup og svindel, at slå plat på tinnitus eller virker det?

Online kurset “Slip din tinnitus” er nu tilgængeligt, og har været det et pænt stykke tid. Der har heldigvis været en generel god modtagelse af kurset og udbyttet af det. Og i øvrigt også af den enkeltstående øvelse “Førstehjælp ved tinnitus”. Jeg har modtaget mange positive kommentarer, og heldigvis hjælper mit kursus mange mennesker, der er ramt af tinnitus.
 
De fleste skriver og sender heldigvis både ros og konstruktiv kritik eller kommer med kritiske spørgsmål eller indvendinger, Dette kan jeg så heldigvis svare lige så konstruktivt, videns- og erfaringsbaseret på, som netop er det hele mit kursus er bygget på.
 
Desværre er der også, når nye tiltag rammer internettet og især de sociale medier, flere der føler sig kaldet til at ytre deres uvidende og negative mening, også om mit kursus. Det er heldigvis kun nogle ganske få, lille gruppe mennesker, der blot ytrer sig ubetinget negativt og særdels ukonstruktivt. De har naturligvis ret til deres ytringer, og ret til deres holdninger og meninger. De er svære at nå med konstruktive svar, og jeg kan nok ikke få held med at ændre deres holdninger og meninger.
 
Alligevel vil jeg her svare konstruktivt på selv de ukonstruktive kommentarer til mit kursus “Slip din tinnitus”. Jeg vil løbende udvide dette indlæg, når der kommer nye kommentarer, jeg ikke tidligere har svaret på.

Svar på “Det er at slå plat tinnitus”

Jeg er uddannet psykolog, og jeg har selv tinnitus, så jeg ved derfor hvor invaderende og invaliderende tinnitus kan være. I mit kursus omtaler jeg tinnitus som et handicap, der indtil videre ikke er nogen kendt og dokumenteret helbredelse for. Med den baggrund og viden og egen erfaring kunne jeg aldrig finde på at ”slå plat” på tinnitus. Intet kunne være mig fjernere. Jeg skriver tydeligt og siger højt, at mit online kursus ikke kan helbrede tinnitus, men man kan med kurset lære, at leve bedre på trods af tinnitus. Med andre ord, så slår jeg ikke plat på tinnitus, men forsøger oprigtigt at ville hjælpe mennesker, som mig selv, der er ramt af tinnitus.

Svar på “Det er fup og svindel”

Mit online kursus for tinnitus-ramte er evidensbaseret og bygger på evidensbaseret psykologisk viden, egne erfaringer og mange samtaler med mange andre mennesker med tinnitus, og det er derfor ikke ”fup og svindel”. Der er forskning og erfaring bag det hele og det virker.
 
I forlængelse af det, er det vigtigt at skelne mellem, dem eller det, der lover at kunne helbrede eller fjerne tinnitus, hvilket der endnu ikke findes en dokumenteret kur på. Og så dem eller det, inklusive mit kursus, der kan lindre det uudholdelige ved tinnitus, og give et bedre liv, selv med tinnitus eller på trods af tinnitus.
 
Der er desværre sikkert mange, der har brugt mange penge på behandling for at blive helbredt for tinnitus uden nogen effekt overhovedet. Dette inklusive mig selv, der også i ren desperation gennem tiderne har brugt mange penge på kostråd, kosttilskud, akupunktur, høreapparater, lydstimulation, massage, irisanalyse og meget meget andet. Det er frygteligt ærgerligt, og jeg har den største respekt og omsorg for dem, der desværre har oplevet det, at spilde mange penge, igen inklusive mig selv.

Svar på “Der findes andre gratis løsninger”

Der findes ganske rigtigt sporadisk “andre tilbud til tinnitus-ramte, der er gratis”, og også udviklet af andre psykologer. Men der er mig bekendt ikke andre, der tilbyder et så gennemarbejdet og komplet kursus for lindring og bedre levemuligheder med tinnitus end dette.
 
Jeg har brugt flere hundrede timer på at udvikle kurset, og herunder læst tidligere og nyeste forskning, testet på egen krop, og ladet andre tinnitus-ramte teste mine løsninger. Selve kurset har jeg alene brugt de sidste to år på færdigudvikling af, sammensætning, struktur, nedskrivning, indtaling og opsætning på en professionel platform.
 
Derfor har kurset en pris og er ikke gratis. Men det en pris, der ligger under to psykologsamtaler, og som jeg pointerer i kurset, så kan jeg med kursets samlede indhold og opbygning hjælpe tinnitus-ramte langt bedre, end jeg vil kunne med både to, 10 eller 20 psykologsamtaler.

Svar på “Det er jo bare en mindfulness-baseret kropsscanning”

Lyd-filen “Førstehjælp til tinnitus” og et par andre meditationer i det samlede kursus er ganske rigtigt baseret på teknikken mindfulness, og på blandt meget andet en kropsscanning. Men alle øvelserne i kurset er specielt tilrettet til tinnitus-ramte og handler om netop de belastninger som tinnitus kan give i både kroppen og i tankerne, og give netop den nødvendige afspænding og aflastning heraf.
 
Mindfulness er evidensbaseret og det betyder, at der er solid forskning bag det, der dokumenterer, at det virker. Mindfulness er således et anerkendt og bredt anvendt psykologisk værktøj, der her af mig er specielt tilrettet tinnitus-ramte.

Noget virker for nogle, og noget andet virker for andre

Som jeg åbent oplyser om i kurset, så virker noget for nogle, og noget andet virker for andre. Alt i alt er det mit håb, at alle vil kunne finde noget i kurset, der virker for dem. Og dermed få et bedre liv, selv med tinnitus eller på trods af tinnitus.

Del artikel på …

Vil du kontaktes?