Hvorfor ikke tage godt imod de unge på arbejdsmarkedet?

Jeg møder desværre ofte unge, der har fået virkelig dårlige oplevelser som nye på arbejdsmarkedet. De unges oplevelser lader sig let beskrive ved de to efterfølgende og desværre typiske situationer, som jeg her har beskrevet anonymiseret.

De unge i studiejob og de ny kandidater

Den ene typiske situation er fra det ufaglærte arbejdsmarked med unges job ved siden af deres studie. Den anden er fra arbejdsmarkedet, der efterspørger nye og uddannede kandidater. De to situationer er ikke enestående, jeg har desværre hørt dem flere gange, fra forskellige unge, fra meget forskellige situationer og i forskellige variationer, og de er desværre typiske og generelle.

De unge på studiejobbet

Den første typiske situation er nye unge på arbejdsmarkedet for ufaglærte, hvor de unge fx gerne vil have et arbejde i deres studietid. Det betyder, at de må og skal arbejde på fleksible tidspunkter og ugedage, der tager højde for deres studie, der jo er deres primære ”beskæftigelse”.

Når jeg møder disse unge, oplever jeg, at de er supermotiverede, da arbejdet og lønnen kan være strengt nødvendig til husleje og bøger eller det, der gør, at de kan have bare lidt ”sjov” ved siden af studiet, gå i biografen, i byen eller købe bare lidt bedre mad end pasta og ketchup. De vil gerne arbejde, og gerne arbejde hårdt og meget. Så meget som deres studie nu tillader det.

Her mødte jeg forleden en ung ny studerende (anonymiseret), der have fået det bedste job, hun kunne ønske sig, i en ny butik, centralt placeret i byen, 9 timer om ugen, almindelig løn, og et sted hun kunne se sig selv arbejde i hele hendes studieperiode de næste fem år. Hun var glad.

Efter ansættelsen, men inden første arbejdsdag blev hun af lederen, der havde ansat hende, konfronteret med, at butikken jo skulle indrettes, og der skulle sættes varer på hylderne inden butikkens første åbningsdag. Lederen ville, at hun skulle arbejde fuld tid de første uger. Hun skulle stå til rådighed 8-9 timer om dagen, men det ville det være usikkert, når hun mødte ind på arbejdet, om der var arbejde nok til hele dagen, der jo hang sammen med fx leverancer fra centrallageret, og det var usikkert, hvornår disse ankom. I de tilfælde ville hun blive sendt hjem efter måske et par timer og naturligvis kun med løn for den tid, hun var der.

Disse forhold, blandt flere andre, var ikke blevet nævnt til jobsamtalen. Den unge ville på den ene side, gerne give den en skalle, selv om det var langt udenfor aftalen, men ville også gerne have fri bare få dage, så hun kunne komme i sommerhus med kæresten og få en god start på studiet med flere heldagsaktiviteter. De få dage i sommerhus var i øvrigt de eneste dage de to kunne få sammen, netop fordi de havde arbejdet hele sommeren for opsparing til hver deres studier.

Det ville lederen ikke tillade, og den unge blev fyret igen inden første arbejdsdag med beskeden, at ”hvis du ikke vil arbejde, kan jeg ikke bruge dig”.

Er der noget at sige til, at denne unge følte sig kørt over, værdiløs og ikke umiddelbart havde lyst til at søge et andet arbejde, der kunne forsøde hendes studietid?

De nye kandidater

Den anden typiske situation nye unge, færdiguddannede, fx kandidater, der får deres første job indenfor deres uddannelsesområde. De kender naturligvis kun til både arbejdsmarkedet og deres fagområde fra studiet og måske deres studiejob. De kommer naturligvis med mange spørgsmål og usikkerheder.

Når jeg møder disse unge, vil de gerne vise, de kan bruge alt det, de har lært på studiet, og de vil gerne lykkes, præstere og vise deres viden og værdi for virksomheden. De vil virkelige gerne arbejde, og arbejde hårdt, for også fra start at skabe sig en karriere.

Her mødte jeg en ny kandidat (anonymiseret), der havde fået drømmejobbet, søde kollegaer, en venlig og imødekommende leder og spændende opgaver, der lå indenfor hovedinteressefeltet. Han var glad, stolt og havde undgået en arbejdsløshedsperiode efter endt studie.

Den unge kandidat startede jobbet og fik første dag den besked, at han nu havde syv måneder til at vise sorte tal på bundlinjen i forhold til sin løn, som han naturligvis selv skulle tjene hjem til virksomheden. Den unge kandidat synes naturligvis fra starten, at dette i sig selv lød rimeligt, at han naturligvis skulle tjene sin egen løn. Intet andet ville for ham give mening i et hvilket som helst job. Så han gav virkelig jobbet og opgaverne meget tid, interesse og omhyggelighed.

I løbet af de første måneder oplevede han dog at være helt alene om sit projekt, at tjene sin egen løn. Ingen af kollegaerne var særligt meddelsomme, når det kom til kunder, produkter eller sparring til hans nye idéer. Kollegaerne var dog flinke, høflige og der var en god og respektfuld tone mellem alle.

Flere gange opsøgte han den leder, der havde ansat ham, for sparring, hjælp og støtte til fx afklaring af sine idéer. Lederen lyttede interesseret, og udtrykte, at idéerne var nye og spændende. Den unge kandidat mødte hverken nogen begrænsninger, krav eller konkret hjælp. Han måtte alt i alt selv gøre, som han ville, og underforstået uden nogen former for hjælp, for så ville han jo ikke tjene sin egen løn, hvis andre skulle hjælpe ham. Alle samtalerne endte også med flere forskellige udgaver af, at nu var det spændende om hans egne idéer kunne hjælpe ham til at tjene sin egen løn.

Den manglende hjælp og støtte strakte sig vidt, fra brug af virksomhedens it-systemer, generelle gældende forretningsvilkår, viden om virksomhedens organisation og forskellige ansvarsområder, viden om virksomhedens strategier og kerneforretning. Han fik stort set ikke tilført yderligere viden, end det han havde fået at vide fra jobannoncen og til jobsamtalen, at virksomheden manglede lige hans profil og hans kompetencer. Men til hvad, som han retorisk spurgte.

Den unge kandidat måtte give op inden de syv måneder. Han blev først sygemeldt, og få dage efter blev han sagt op med beskeden, at ”sygemelding ikke er foreneligt med arbejde i vores virksomhed”.
Er der noget at sige til, at denne unge kandidat følte sig mislykket, værdiløs og havde umådeligt svært ved at se, at han nogensinde ville komme til at lykkes indenfor sin uddannelse, som han nu havde brugt fem vigtige år på?

Kan vi ikke godt blive enige om at behandle de nye og unge på arbejdsmarkedet bare ganske almindeligt ordentligt?

Dette er et ydmygt ønske fra erhvervspsykologen, der flere gange må samle disse unge op, hjælpe dem med at rejse sig igen og genvinde troen på egen mestring og på helt almindelig ordentlighed.