Tanker om frihed? Alene i vildmarken?
Jeg har med stor fornøjelse fulgt serien på DR1 om 10 mennesker, der på et tidspunkt er blevet sat af alene i vildmarken i Nordnorge. De fik nogle få praktiske redskaber efter eget valg med sig. Opgaven var så, dels at klare sig selv i vildmarken, og dels at filme det til disse udsendelser.
I begyndelsen faldt flere af deltagere fra på grund af mangel på mad og eller på grund af ensomhed. Den første årsag er åbenlys, og den sidste er interessant.
Går vi ikke ofte i dagligdagen og tænker på mangel på frihed? Vi føler, vi sidder fast i hverdagens hamsterhjul og ønsker os væk til en frihed, hvor vi kan gøre lige, hvad vi vil, når vi vil det. Det er vel netop essensen af at være alene i vildmarken.
Den første del af svaret kom som nævnt i de første udsendelser, hvor flere deltagere gav op på grund af ensomhed og savn af dem derhjemme. De havde efter min mening set indad og fundet et svar, at de var alene, savnede dem derhjemme, og at de derfor ville hjem.
Men den anden og langt mere dybdegående del af svaret, igen efter min mening, kom først da de sidste deltagere havde været alene længe nok til for alvor både at se indad og ikke mindst se udad. Se på hvad det var, de havde omkring dem derhjemme, og hvad meningen med deres liv bestod i.
Jon på 35 år og fra Saltum kom efter 19 dage alene i vildmarken helt i dybden og fik sat ord på sin frihed. Her er præcis, hvad han sagde i afsnit 8 af ‘Alene i vildmarken’, den 15. feb., hvor han tænkte på sin datters 13-års fødselsdag og på sin kone og deres bryllupsdag, hvor han havde forudbestilt en buket blomster til hende.
Jon, 35 år:
“Nu håber jeg, min kone har fået min buket nu. Det varmer i hvert fald i tankerne. Det er bare den del jeg ikke kunne forberede mig på, ikk? Sådan er det med at være fuldstændig alene, og ingenting have og give mig til. Der plejer altid at være noget, jeg kan give mig til. Det er simpelthen så utroligt. Jeg kan gå lige, hvor fanden hen jeg vil, lige så langt jeg vil. Jeg kan gøre lige hvad fanden, jeg vil, om jeg så vil sætte ild til hele standen her. Alligevel så er det bare fuldstændig som, det ved jeg sgu ikke. Det er bare lidt lige som at være i fængsel eller … Man kan, det ved jeg ikke. Fuldstændig isoleret. Det er fandme ikke det fedeste i hele verden.
Jeg har også fanget nummer 100 fisk i går. Nu må jeg være oppe på hvad, 110 fisk? 110 fisk på 19 dage. Jamen, for fanden altså, kan du ikke godt se det? Jeg spiser godt. Jeg sover godt. Jeg har varmen. Og så stadig væk, så står jeg bare her og er pisse utilfreds. Det føles kraftedeme som om min brystkasse, den er ved at sprænges nogle gange. Og så går det over igen. Men jeg kan godt nok ikke beskrive, hvor meget jeg glæder mig til, at der kommer en båd og henter mig. At nu vil jeg gerne hjem. Der er nok nogen, der er bedre til det her, end jeg er. Så skal de fandme også have sejren. Jeg er fandme ikke ret god til det.
Lige pludselig, så har jeg bare alt derhjemme. Ikke det, jeg ikke altid har haft det, men fuck man mærker det bare herude. Alle de der små ting, der ikke betyder en skid i hverdagen, de betyder bare alt. Det er kraftedeme fedt at få lov at opleve. Og hvis der er nogen, der er bedre til at undvære dem, fair nok, så skal de bare tage nogen flere dage.“
Frihed, mening og forpligtelse
Det vil sige, at frihed er ikke bare at kunne gøre, hvad man vil, når man vil det. Jon spiste godt, sov godt og kunne holde varmen. Han havde styr på det helt grundlæggende, store dele af det, vi ofte omtaler som det gode liv. Men hvad med meningen? Friheden kom til at føles som et fængsel for Jon, og dermed forsvandt meningen med friheden alene i vildmarken for ham.
Frihed er netop alle de små ting i hverdagen, som Jon nævner, der i øvrigt forpligter os. Frihed er samværet med andre mennesker og noget meningsfyldt at tage sig til i hverdagen. Frihed til at være sammen med de mennesker, vi har valgt at være sammen med, og de mennesker, der har valgt at være sammen med os. Frihed til at gøre det, vi er forpligtet til af dagligdagens mange små gøremål. På godt og på ondt.
Jeg kan kun opfordre til en stund alene for mulighed for tanker om frihed, alene-hed, ensomhed og alle hverdagens små forpligtelser – jeg er nemlig ikke sikker på, at det helt er nødvendigt med 19 dage alene i vildmarken.
Citatet med Jon er hentet fra ‘Alene i vildmarken’, afsnit 8, 15. feb. 2017, 29:40 min. inde i udsendelsen (desværre er udsendelsen ikke længere tilgængelig på DR.dk).
Tak til Jon for at dele sin indsigt.