Nu skal vi se fremad
”Nu skal vi se fremad”. Eller den udvidede udgave: ”Nu trækker vi en streg i sandet, og så skal vi se fremad”. Det er udtryk eller holdninger, jeg af og til støder på ude på arbejdspladserne og alle kan se med i medierne.
Men hvad betyder det og for hvem?
Det er typisk i sager med krænkelser, mobning eller seksuel chikane. Et eksempel: En nøglemedarbejder har en del gange overfor flere kolleger og over længere tid udvist en adfærd, der har et eller flere af disse karakteristika. Det er i sagens natur særdeles ubehageligt og skadeligt for de ramte kollegaer. Ofte bliver oplevelsen af adfærden sparet op over tid, da det kan være svært for de ramte at erkende det og fortælle om det.
Når adfærden bliver åbenbar og kendt sker det som lidt af en eksplosion, hvor der typisk vælter flere skeletter ud af skabet, som journalister vil kalde det. Sagen rammer lynhurtigt topledelsen, der straks må ty til kriseledelse. Og det er her, det kan gå galt, grueligt galt.
Måske bliver ledelsen fristet til at tale sagen ned. ”Vi har styr på det, håndterer det, og den pågældende nøglemedarbejder har fået en advarsel”. Og så kommer udtrykket: ”Nu må vi se fremad”.
Det er sikkert velment og på den korte taktiske bane en tiltalende holdning og løsning. Men på den lange bane hverken gennemtænkt eller holdbart.
Problemet er, at der fokuseres på virksomhedens rygte eller brand, og måske på den enkelte nøglemedarbejder med den problematiske adfærd. Ud fra det perspektiv glemmer man den eller de medarbejdere, der har været udsat for den skadelige adfærd. De har fået noget i deres rygsæk og er ikke i stand til kun se fremad. De har fået nogle større eller mindre psykiske skader, der skal repareres. Der forestår et nødvendigt og vigtigt oprydningsarbejde.
Måske er holdningen og forsøget på en løsning et udtryk for, at der fortsat er meget lidt fokus på psykiske skader sammenholdt med fokus på fysiske skader?
Lad os, med et lille skævt smil på læben, tviste sagen lidt. Hvis nu den samme nøglemedarbejder har givet en anden medarbejder en flad lussing, ikke én gang, men flere gange? Der tvivler jeg på, at nogen overhovedet vil acceptere: ”Nu skal vi se fremad!”. Eller endnu et tvist. Hvis en medarbejder har taget af kassen, lavet svindel, og selv kom og sagde: ”Nu skal vi se fremad”? Nej vel.
Der vil måske være nogle, der vil sige, jamen, der er jo ikke foregået noget ulovligt ved krænkelser, mobning eller seksuel chikane, og hvordan skal vi kunne bevise det? Jo, det er der, og bevisførelsen er der også taget højde for. Tjek Arbejdstilsynets ”Bekendtgørelse om psykisk arbejdsmiljø”, nr. 1406, fra sep. 2020 i kapitel om ”Krænkende handlinger, herunder mobning og seksuel chikane”. I §23 står der: ”Adfærden skal opfattes som nedværdigende af den eller de udsatte.” Det vil sige, at alene den personlige oplevelse af fx krænkende adfærd er nok. Jeg siger ikke, at det juridiske dermed er let. Det vil jeg overlade til juristerne.
Jeg vil dog opfordre til ikke kun at kigge fremad. Psykiske skader går ikke væk, ved at lade som om, de ikke er der. Det bliver de faktisk værre af. At se bagud og reparere skader, er en helt naturlig del af kriseledelsen ved fx krænkende adfærd. At se fremad og bagud er ikke et enten eller, men et både og. For naturligvis skal virksomheden og medarbejderne også se fremad og komme godt videre. Det gøres ved netop at se bagud og hjælpe den eller dem, der er ramt med psykiske skader, med noget i rygsækken og sikre, at der etableres tilstrækkelig hjælp, støtte og anerkendelse.
Den dygtige leder vil altid interessere sig for også at se bagud. Hvem fik hvad med i sin rygsæk? Hvad skal vi gøre ved det? Den dygtige leder ser naturligvis også fremad, og afklarer, hvordan vi kommer videre – sammen. Måske typisk uden den pågældende nøglemedarbejder?
Publiceret som klumme i Nordjyske: 03-03-2026 – i “netavisen”.
